JÆGERNE AARHUS
Grimhøjvej 20
8220 Brabrand
MEDLEM AF
Danmarks Jægerforbund

Den stolte forfatter, med en flot Burchells zebra, også kaldet Steppezebra eller almindelig Zebra.....

  

  

 

AFRIKA safari 10 – 20 maj 2009.

Den 25 november 2008 holdt foreningen Afrika aften med T.G. safari. Det lød meget spændende og efterfølgende nævnte jeg forsigtigt overfor Palle, at det kunne jeg nok godt tænke mig at prøve – engang i fremtiden. Fremtiden kom hurtigt - medio marts måned 2009 ringede Jørgen Veng og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme med til Afrika i maj måned, da de havde fået et afbud. Efter en kort betænkningstid takkede jeg ja, og begyndte at spore tankerne ind på turen.

Den efterfølgende beretning er som jeg oplevede mine jagtoplevelser og turen, mine udmærkede rejsefæller kan bedre selv berette om deres egne indtryk.

Så blev det endelig den 10. maj 2009, og vi – Vivian og Jørgen, PH, Poul Court, Erik Hansson og jeg mødtes i Billund. Turen der gik via – München - Johannesburg – Polokwane foreløb udmærket, dog tog det os 3 timer at få våbnene registreret i Sydafrika  – et sort bureaukrati uden sidestykke.

I Polokwane blev vi hentet af Tino m.fl. og kørte i biler det sidste stykke til Sand River Hills Camp, hvortil vi kom ca. kl. 15.30. Vi blev hurtigt indkvarteret og efter lidt øl i baren var det tid til indskydning af riflerne, så vi var klar til at gå på jagt straks næste morgen.

Den første jagtdag tirsdag den 12. maj 2009 startede helt fantastisk, vi stod op kl. 04.45 og efter morgenmad tog vi jagt. Jeg ønskede bl.a. en Zebra, men dem vi så, kunne vi ikke komme i nærheden af. I stedet så vi en flot Impala som vi pürchede efter i en halv times tid, og kl. 07.40 løsnede jeg mit første jagtskud i Afrika og nedlagde en Impala – sikke en start. Resten af dagen brugte vi på eftersøgning af en anskudt Impala, men på trods af en ihærdig indsats fandt vi den ikke.

Onsdag formiddag var jeg to gange efter Zebra, men Tino`s Zebraer var fantastisk årvågne (måske har jagttrykket været for højt de sidste par måneder), så jeg kom ikke på skudhold. Men uanset, at jeg ikke kom på skudhold, er det er meget spændende og meget anstrengende at kravle på maven i det flade bush græs kombineret med tornebuske. Resten af dagen var også resultatløs for mit vedkommende, men dejlig motion i bushen.

Torsdagen var også resultatløs for mit vedkommende. Jeg fornemmede på Tino, at han også var begyndt at blive lidt frustreret, han gik hurtigere og hurtigere, jeg har ikke gået så meget siden militæret, men lige lidt hjalp det. Den eneste der skød noget var PH, han nedlagde en Oryx ca kl. 17.15.

Fredag var til gengæld en god dag. Tino havde besluttet sig for, at Zebra skulle vi have på nogle andre jorder, så Erik, Vivian og jeg kørte sammen med Tino og Thomas en times tid til nogle arealer, hvor Tino lejer sig ind. Jeg startede med at pürche efter Zebra, men de galoperede væk. Senere på formiddagen skød Erik en Blesbuck og Vivian fik en pæn Zebra. Om eftermiddagen kørte Tino og jeg alene tilbage. Først skød jeg en Blesbuck og 1 time efter fik vi os pürchet ind på en flot Zebra hingst. Den stod på ca. 150m og skævt, men Tino sagde ”shoot”. Den blev egentligt ramt godt nok, men formentlig kun i den ene lunge. Tino så med det samme i kikkerten, at der var blodskum ud af mulen, men for at afslutte hurtigt fik den et skud mere.

Lørdag startede vi med eftersøgning. Poul Court havde skudt en Blue Wildebeest om eftermiddagen dagen før, men den var stukket af. Gotfred spottede dyret fra bilen, den havde hårdt såret gået ca. 5 km inden den døde – så det er rigtigt når Tino siger, at Blue Wildebeest er meget skudstærke. Poul Court var selvfølgelig meget lettet over, at den blev fundet og gav en omgang da vi var kom hjem.

Om eftermiddagen pürchede Tino og jeg efter Blue Wildebeest. Efter et par forgæves forsøg kom vi ind på en flot tyr – den stod på godt 100 m og med front direkte mod os, den fik et skud direkte ind i ”motoren” og klappede øjeblikkeligt. Igen en dejlig dag.

Søndag morgen kørte Vivian og jeg efter Impalaer, jeg skød en han kl. 07.05 og en hun kl. 07.25, så min jagt var hurtigt overstået for den dag. Resten af formiddagen ledte vi efter Impalaer til Vivian, men hun havde ikke heldet med sig. Tino mente, at de gemte sig på grund af varmen.

Mandag er vores sidste jagtdag. Vivian og jeg kørte igen efter Impalaer. Vivian ville have to – blandt andet en trofæ Impala - og jeg 1. Det gik igen rigtig hurtigt kl. 07.27 – 08.10 og 08.30 så var dyrene nedlagt. PH havde besluttet sig for at slutte turen med et par Impalaer, så Vivian og jeg kørte med som tilskuere om eftermiddagen. Den lille opgave klarede PH hurtigt, så resten af dagen kørte vi ”fotosafari”, meget spændende – vi så blandt meget andet vandbøfler !

Tirsdag er hjemrejsedag, vi sov helt til kl. 07.00 og efter morgenmad og slutafregning til Tino kørte  vi til Polokwane, hvor vi dels havde mulighed for at shoppe og derefter besøgte konservatoren. Spændende at besøge et konservatorværksted, et utal af dyr og skind i alle mulige stadier af processen. Derefter til lufthavnen, hvor vi tog afsked med Amanda og Tino.

Turen hjem gik problemfrit, selv udtjekningen af våben i Johannesburg gik hurtigt.

Sammenfattende en kanon tur, godt selskab og et meget velorganiseret ophold hos T.G. Safari, hvor indkvartering, kost og service er i top.

 

At vi så efterfølgende var nogle stykker, der var blevet smittet med African tick-bite fever, har ikke på nogen måde ødelagt de gode indtryk.