En jagtberetning fra den svenske bukkejagt. Familie og jagt kan sagtens kombineres.
Per Evan Petersen og sønnen Emil med den nedlagte svenske buk. Ramt perfekt på 220 meters afstand for øjnene af sønnen og datteren.
Siden min dreng Emil var 3 år, har jeg haft ham med på bukkejagt i Sverige. Både fordi det er sjovt for os begge, men også således at ”alibiet” er i orden overfor resten af familien (læs konen)
Årets bukkejagt
Den 16. august 2001 skulle der ikke ændres på dette - og dog. Kort før Emil og jeg skulle af sted, kom min datter på 15 år og meddelte, at hun også ville med! OK. Tog færgen Århus/Kalundborg – kørte til Helsingør videre til Helsingborg og op til Witteseröd gods, hvor vi skulle være i 4 dage. Fire andre bukkejægere var allerede ankommet; et ægtepar fra Holbæk som havde været her før og 2 gutter fra Bornholm.
Jagt begynd
Vi fik en kort briefing og udleveret kort over området. Da det kun var mig og ”Bornholmerne” der ikke kendte reviret, kørte vi en tur rundt med skytten, Thomas. Vi så råer og bukke og fik også delt reviret imellem os. Den efterfølgende morgen – premieremorgenen - så jeg dog ingen bukke. Om aftenen fik jeg et andet område, som lå meget tæt på byen og helt tydeligt også blev brugt til spadsereture, så jeg havde ikke de store forhåbninger.
Børnene tager med ud på selve jagten.Kæmpe bukken
Efter et par timers koncentreret indsats i en hochsitz, lige op til en vej, uden nogen bevægelse og liv besluttede jeg mig for at gå lidt rundt, svang riflen over skulderen og gik, nok ikke så opmærksom som jeg normalt ville gøre. Det resulterede selvfølgelig også i at jeg vadede lige ind i en kæmpebuk. Men ak, vi så hinanden samtidig, så med riflen hængende på højre skulder, kunne jeg se ham højt smælende forsvinde væk i skoven.
Børnemagt
Dette var jeg desværre nødt til at fortælle de andre. Skytten kunne så berette at han godt kendte bukken, og kunne selvfølgelig heller ikke undlade at mene at den minimum var til en bronzemedalje! Så besluttede mine børn sig for at tage med mig ud på selve jagten. Vi fik anvist et område hvor der var opstillet en hochsitz, som stod lige op til en asfaltvej.
Jeg havde ikke de største forventninger, 2 børn og 1 voksen, siddende 4 meter over jorden på bare 0,8 m² og så at få dem til at tie og sidde stille i et par timer! Utålmodige børn
Ganske rigtig, efter ca. 1 time – klokken var da ca. 19.30, bredte utålmodigheden sig - ”Sker der ikke snart noget” – ”Her er ingen bukke,” og lignende bemærkninger.. Jeg prøvede optimistisk at sige, at de skulle se sig godt omkring, og lige pludselig var der råer og lam overalt. Vi sidder og kigger ind på skoven ca. 150 meter foran os, med en eng på ca. 5 tønder land lige nedenfor hochsitzen En buk
Jeg ser langt ude til venstre – vel 200-250 meter fra os - et dyr komme over stengærdet og ud i kanten af marken. Efter at have set i kikkerten, fortæller jeg og udpeger for børnene at dér går en buk. Nu bliver man som far og jæger virkelig stillet over for en udfordring – ”hvorfor skyder du ikke?” Jeg forklarer, at vi lige venter lidt og ser om den ikke kommer nærmere, da der er langt derud, og jeg ikke kan komme til at stå ordentligt.
Et langt skud. Briste eller bære
Efter nogle minutter, hvor tålmodigheden ikke er blevet større og bukken ikke kommet nærmere, beslutter jeg mig for, at nu må der ske noget – briste eller bære. Jeg får mig placeret siddende på gulvet og lænet mig noget akavet til venstre, så jeg kan bruge stolpen som anlæg, får placeret trådkorset korrekt, vejrtrækningen i ro – dysset på børnene – og trykker af! Ser bukken tegne for skuddet, men den løber alligevel mod skoven og forsvinder for mit blik.
Alene med de mange tanker
Jeg beder børnene blive siddende i hochsitzen for at dirigere mig, mens jeg går derud af. Mange tanker passerer – hvad nu hvis jeg ikke finder den, eller har skudt forbi og lignende - det ville ikke være godt for ens image. Men efter at have fundet skudstedet, finder jeg også bukken. Puh ha – ramt perfekt, jeg skridter afstanden ud tilbage til hochsitzen til cirka 220 meter.
Det blev kun til denne buk efter 3 dages jagt, men derudover besøgte vi Skåne Dyrepark og andre seværdigheder og havde en god minifamilieferie.
Dog sluttede datteren med denne salut – ”Næste gang jeg skal med på jagt, så skal det være i Afrika igen” (havde hende med i 97).
Junior er dog klar igen til August 2002 – og vil til den tid også have en kammerat med.
