JÆGERNE AARHUS
Grimhøjvej 20
8220 Brabrand
MEDLEM AF
Danmarks Jægerforbund


 

Beslutningen, det var ikke svært!

På udstillingen i Herning Messecenter i foråret 1997, var jeg sammen med et par kammerater  rundt og se de forskellige stande, vi endte selvfølgelig hos Diana Jagtrejser, ikke fordi vi havde talt om nogen jagtrejse, men vi plejede jo at være i Skotland !!!  Der var rigtig mange fristende tilbud, men især et – en ”testrejse” til Namibia lød spændende (læs og billig) det var en såkaldt jagt på selektive trofæer og hundyr. Da vi 3, sad der ved bordet og næsten havde bestilt, kom en 4 kammerat fordi og spurgte hvad vi ”havde gang i” vi fortalte at vi lige havde bestilt en tur til Namibia !!!  - ikke uden mig  - så vi endte med at skulle af sted 4 jægere og så min datter på 11år.

Så endelig!

Ventetiden fra april til slutningen af september var lang og ulidelig, men vi glædede os som små børn, læste hvad vi kunne finde om jagt i Namibia, var på riffelbanen og trænede flittigt. Så endelig kom dagen, vi blev kørt til Billund og noget overstadige og larmende fik vi klareret rifler og kufferterne m.m. direkte til Windhoek Airport, så måtte vi jo krydse fingre for at det hele nåede frem. Vi skulle skifte i Frankfurt, hvor vi skulle over i et British Airways fly, der kom fra London og fløj via Frankfurt til Windhoek og Johannesburg, selvom den fløj hurtigt, var det en lang flyvetur, men heldigvis fik vi noget godt at spise og kunne selvfølgelig tale jagt, jagt og atter jagt, samt sove lidt.

Namibia!

Næste formiddag landede vi i Windhoek lufthavn, der stod ikke som lovet nogen til at afhente os, så vi fik selv vor bagage og rifler igennem tolden. Vi kunne ikke undlade at være lidt nervøse, var det den rigtige dag, tidspunkt m.m. ja mange tanker fløj gennem vore hoveder, da vi havde stået vel en lille time udenfor lufthavnen, kom en VW bus kørende op foran os, ud steg 2 mænd, den ene jagtklædt, de henvendte sig til os og spurgte om vi var fra Danmark og skulle på jagt med ”East African Safaris v/Steffan Blauws” det kunne vi jo kun svare bekræftende på. De præsenterede sig så som henholdsvis ejer af Osonjiva jagtfarm Tinus van Rendsburg og så hans PH Dennis, vi spurgte om hvor Steffan Blauws var ??? lad os få læsset bilen og komme af sted, så taler vi på vej!!! OK – i bilen var det første vi blev spurgt om – om vi var tørstige, godt sat til rette og med en kølig sodavand, forklarede Tinus os så, at Steffan i stedet for at hente os og gå på jagt med os i de 10 dage vi havde bestilt, så var han taget på jagt i Sydafrika, med en ”rigere klient” efter et næsehorn. Tinus havde så haft travlt med at forsøge at få fat i ham, får at få ankomst tid, vore navne m.m. men dette havde ikke været muligt, han havde så i stedet for haft kontakt til Diana som så i sidste øjeblik havde givet ham de fornødne oplysninger og her var han så. Dette kunne umiddelbart lyde som en frygtelig start på vor første Afrika tur, men Tinus og Dennis  gjorde virkelig alt for at vi skulle få en god jagttur. På vejen til farmen, kørte vi igennem Otjiwarango hvor det viste sig at Tinus også havde en stor konservatorforretning, Otjiwarango Taxidermist – så behøvede vi ikke at sende horn og skind hjem ”alene” men kunne få det monteret der hvor vi skød det!!!

Farmen!

Vel ankommet til farmen, efter nogle timers kørsel gennem den både spændende og flotte, men meget golde namibiske natur, blev vi præsenteret for det øvrige personale, Tinus` kone Noleen og så staben af skinnere og trackere, de ville så gerne lige høre vore forventninger og hvad vi ønskede at skyde. Først her gik de særlige namibiske regler op for os - et trofæ - er først et trofæ hvis PH har sagt det og så koster det efter trofæprislisten, anviser han et dyr til afskydning uden at have sagt noget og det så alligevel viser sig at være et medaljetrofæ, så skal man ikke betale. Svend sagde at han kun ønskede at skyde hvad de anviste "non trofæes" – altså uden beregning, vi andre Olav, Michael og mig sagde at vi ikke rigtig viste endnu hvor meget/stort vi ville skyde, men selvfølgelig alt hvad de anviste, men evt. også gerne trofæer, det ville vi beslutte på stedet.

 

Jagt – afrikansk debut!

Efter en drink, kørte vi ud i terrænet, men gjorde holdt på en grusvej hvor vi opsatte en papkasse med et kryds og vi skulle så ”kontrolskyde” – det gik godt og vi blev læsset i bilerne igen, Olav og mig, plus Line sammen med Dennis og Svend og Michael med Tinus, da klokken var henad 17.00 og det snart ville blive mørkt, regnede vi kun med at skulle køre en tur og kigge efter vildt, men nej, snart fik vi øje på en Oryx som gik i kanten af grusvejen, Dennis pegede på mig og bad mig følge med, vi løb foroverbøjede i kanten af græsset, fremad mod Oryxen,  da vi var inde på en 120-130 mtr. lagde vi os ned og han bad mig gøre klar til skud, når han sagde OK, jeg følte mig egentlig parat, havde dog en lille smule ”bukkefeber” og var helt klar over at man i bilen ca. 130 mtr. bag os, spændt fulgte optrinnet, da Dennis siger OK, får jeg vejrtrækningen i ro, holder sigtet og lader kuglen gå ---- en forbier!!! Oryxén sprænger uskadt væk i bushen, sikken en debut !! jeg er noget rystet og utilfreds med mig selv, og selv min datter kan ikke lade være med at komme med stikpiller, Dennis beroliger mig og siger - der kommer flere chancer, men hvem ville ikke gerne have skudt turens første stykke vildt. Vi kørte videre og så masser af vildt, Oryx, Kudu, Steinbok og masser af de charmerende vortesvin, fik dog ikke flere skudchancer denne dag. Da vi kom tilbage til huset, havde de andre hørt skuddet og skulle så selvfølgelig også lige have ”en griner med” – de havde ligesom os set masser af vildt men heller ingen skudchancer, så efter et par øl og noget fantastisk mad gik vi til ro, alle meget spændte på hvad morgendagen ville bringe.

Vi havde nogle fantastiske dage hvor vi så masser af vildt, Olav skød på turen 3 stk. vortesvin, 1 steinbok, 1 oryx, jeg skød 2 stk. vortesvin, 2 stk. Oryx, 1 steinbok, 1 Red Hartebeest, 1 Kudu – heraf var 4 stk. i medaljeklassen og vi afregnede kun de 2. Svend og Michael havde rigtig fået ”fedtet” sig ind hos Tinus, de blev udover jagten på Osonjiva´s egen ca.,. 48000 ha jord, inviteret over til naboen for at skyde Kudu´er  - igen uden beregning – da han skulle bruge noget kød, jeg skal love for at de fik gjort noget ved det, på en formiddag skød de 4 flotte tyre, et par bavianer, så både farmeren og skytterne var tilfredse. På vor egen farm, skød Svend derudover 1 Oryx. 2 vortesvin, 1 steinbok og Michael skød 1 Blesbok, 3 vortesvin, 1 Oryx, 1 Steinbok  hvoraf igen de 3 var medaljetrofæer og kun 1 til afregning.

Ikke kun succes! 

Jeg kan lige tilføje at Olav og jeg ikke fik nogen Kudu med hjem, igen p.g.a. de underlige Namibianske regler, er trofæet, ikke til 5% under en medalje, må det ikke eksporteres. Oryx, som jeg havde lagt så flot ud med at skyde forbi til, voldte mig også, sammen med Kudu, en masse besvær resten af turen og jeg var lige ved at tro at jeg skulle ”nøjes” med Vortesvin, Steinbok og Hartebeest. Men turens næstsidste aften, hvor de andre havde drillet mig med min manglende Oryx og bemærkninger som – de kunne da godt skyde en for mig!!  eller du kunne bare have ramt første gang! -  prøv at spørge dem om ikke de kan binde en til dig!  Min datter syntes åbenlyst at det var synd for mig, og sagde at de skulle tie stille og lade være med at drille!

Nå, men sådan er jagt jo og drillerierne er jo velfortjente og venskabelige, bare ærgerligt at de går ud over mig.

Endelig!

Den næstsidste aften, tæt ved lukketid kører vi rundt og spotter efter vildt, det er min tur til at skyde, pludselig stopper Dennis bilen og peger ind i bushen, langt inde kan vi se 3-4 pæne Oryx, os ud af bilen, som forsætter fremad, samtidig bevæger vi os i skjul af buske og træer tættere på dyrene, som har opdaget bilen og spejder efter den, da Dennis mener vi er tæt nok på, stiller han skydestokken op, kigger lidt i sin kikkert og siger – skyd den til venstre, det er en tyr -  jeg er lettere forpustet efter den hurtige fremmarch, men får dog styr på både sigte og vejrtrækning, nu skal det lykkedes, efter endnu et – ”shoot”, fra Dennis, trykker jeg af og ser alle dyr forlade stedet, dog er jeg sikker på at have ramt og jeg får da også et klask på skulderen af Dennis og bemærkningen ”good shot”  vi går frem mod stedet hvor dyrene stod. I mellemtiden er Line og trackeren kommet frem til os, vi har ikke lang tid tilbage, det bliver hurtigt mørkt hernede, ca. 50 mtr. fra skudstedet ligger den forendt, en flot Oryxtyr – nu er min ”Afrikanske drøm” fuldendt, det var mit drømmetrofæ, og da Line forstår at det er en pæn tyr, mener hun også,  ”at nu kan de da ikke drille dig mere”  Vi får taget de obligatoriske billeder, læsset dyret på Landcruiseren, nu er det blevet mørkt, vi tænder lyset og kører hjem. 

 

”Non trofæ”

Ikke fordi jeg er nogen særlig ivrig ”trofæjæger” -  men man er vel menneske, så næste morgen, vor sidste hele dag, er begæret igen steget til hovedet, selvom turen indtil nu - allerede så helt og holdent har indfriet, selv mine vildeste forventninger, så kunne det da være rart lige at slutte med en Kudu også. Vi jager hele formiddagen, men kommer ikke på skudhold af nogen Kuduer, da vi tager ud om eftermiddagen, er aftalen at Olav sættes af i en hochsitz ved et vandhul, han vil gerne skyde et vortesvin mere. Vi – Dennis, Line, Trackeren Naftali og mig, kører igen rundt i håbet om at spotte en Kudu, igen er vi heldige, 1 time før lukketid, ser vi 2 stk. stå et stykke foran os, ud af bilen og af sted, jeg har slet ikke tid til at kigge efter dem, bare efter Dennis, pludselig stopper han, skydestokken i jorden og beskeden - skyd den til højre, mig op på stokken, tage sigte-holde vejret, og trykke af – jeg ser dyret gå ned og jubler allerede inden det når at  ramme jorden. Inden Dennis og jeg er fremme ved dyret, er bilen og de andre der også, det viser sig at den ikke er ret stor, men det slår nu ingen skår i min glæde, det er en Kudu. Vi læsser dyret og kører hjemad, og selvfølgelig-  på vejen hjem, ser jeg/vi en kæmpe Kudu, men den må jeg åbenbart ikke gå efter, i hvert fald kører Dennis bare videre. Da vi næste dag, skal have vore trofæer målt og mærket, er det vi finder ud af de besynderlige trofæregler, ingen medalje – ikke noget at tage med hjem, så derfor mangler jeg stadig en Kudu og også den lille Oryx jeg skød er bare smidt i skraldespanden.

 

Afregning !

Til denne – den endelige ”finale” afregning er så Steffan Blauws dukket op –  han forsøger at virke ”friskfyragtig” men vi kan høre på Tinus og Noleen og deres afrikanske kaudervælsk at de heller ikke er helt tilfredse med ham, vi er til gengæld meget godt tilfredse med de mennesker vi har været sammen med og kan kun rose Osonjiva Jagdfarm og ikke mindst Tinus van Rendsburg og hans familie og stab, for en uforglemmelig jagt- & ferietur til Namibia – vi kommer gerne igen!

 

Per Evan Petersen