JÆGERNE AARHUS
Grimhøjvej 20
8220 Brabrand
MEDLEM AF
Danmarks Jægerforbund

Brittas første tur som storvildtjæger - hos Osonjiva Hunting Safaris  i Namibia 17. – 29. september 2007 

Efter en lang, lang flyvetur ankom jeg til Windhoek om morgenen den 18/9 og blev afhentet i lufthavnen af Naude, en af Osonjivas PH’er (professionel hunters). Vi kørte lige ”et smut” omkring hovedstaden Windhoek og tilbage til lufthavnen igen, fordi vi skulle vente på et  dansk par, som skulle ankomme omkring kl. 13.00, og de, der kender Namibia, ved, at man ikke bare lige sådan kører frem og tilbage flere gange om dagen, især da Osonjiva ligger ca. 4 timers kørsel fra lufthavnen. Vi fandt langt om længe Susanne (som ikke er jæger) og Jørgen, og så gik det  nordpå. Allerede på vej derop kunne vi se mange vildtarter, helt fremmede for os, baboons (aber), stenbok, vortesvin osv., så det blev en sjov og hyggelig tur ud ad de lange, lange, lige landeveje – og så kører de jo i den forkerte side af vejen! 

Vel ankommet fik vi anvist vores værelser – luksus – og efter lidt vand i hovedet mødtes vi i baren og fik hilst på stedets ejer Tinus og hans veninde Sylvia, som er bestyrer for deres konservatorværksted. Og jeg blev præsenteret for min ”guru” de næste 8 dage. Han hedder Jaco og var min tro opvarter næsten hele døgnet, til jeg rejste hjem igen. ”You are the boss”, sagde han, når jeg spurgte, hvad vi skulle i dag. Jeg havde betalt for 1:1, dvs. at jeg havde min PH helt for mig selv. 


Om morgenen den første dag blev jeg vækket kl. 06.15 af Jaco (bank, bank på døren, ”morning Britta”), så en gang hurtig morgenmad – bl.a. frisklavet omelet – og så af sted på jagt, dvs. først på indskydning. Jeg havde lånt en 30.06’er dernede, fordi jeg syntes, min egen 6.5 x 55 var for lille til det store dyr – kudu – jeg gerne ville skyde. Vi skød til en papkasse, og jeg var rystende nervøs. Jeg kendte ikke riflen, og jeg er jo ”lidt” over 30, så jeg ville jo helst ikke som sådan en ”halvgammel kone” kvaje mig alt for meget. Men: mit skud var et pletskud, så jeg åndede lettet op. Da vi så kørte ud på jagt efter min kudu, ønskede jeg alligevel bare, at der ikke skete noget foreløbig. Alt var for ukendt og nyt. Men pludselig råbte Jaco: ”Shoot, shoot”. Jeg kunne ikke se noget, men pludselig kunne jeg bag nogle buske se en kudu, dvs. jeg kunne se solen skinne i kuduens horn. Og så tog jeg sigte og huskede, hvad de havde sagt: Skyd altid lidt lavere, end du ville gøre på et mindre dyr! Og så skød jeg. Og kuduen sprang og løb. Min skudafstand var ca. 140 m. Så ned af bilen og ud i bushen for at finde den. Det tog ikke lang tid, den var løbet omkring 125 m, hvilket er meget normalt. Og jeg, der troede, jeg skulle danse krigsdans osv., hvis jeg skød en kudu, jeg stod egentlig bare og fik vand i øjnene, så stort var det øjeblik for mig. Efter de obligatoriske fotos hurtigt hjem med kuduen pga. varmen, og så havde jeg fri resten af formiddagen. Men jeg er lidt stolt – at skyde sin første kudu en time efter, at man er kørt hjemmefra, endda incl. indskydning, det er ikke så ringe endda. Og i hvert fald ret overvældende. Og det beviser jo også, at PH’erne hos Osonjiva virkelig er professionelle. De skal jo finde dyrene til os.

Jeg ringede så hjem til John (ET phone home), og han blev pavestolt på mine vegne – til lykke, til lykke, til lykke. Så spurgte jeg: ”Jamen, hvad skal jeg så lave resten af ugen hernede?” Dyb tavshed! Nå, så kan du da også bare skyde en oryx, selv om det koster. ”Kanon”, sagde jeg. 

Vi tog på fotosafari om eftermiddagen og næste dag – jeg skulle jo have en masse indtryk med hjem til John. Pludselig fik Jaco et opkald på mobilen, det var fra Max (en af deres PH’er), som var ude med Franz fra Østrig og på jagt efter eland. De havde løbet mere end tre kilometer i den bagende sol og havde brug for hjælp. Vi ræsede hen til dem, de drak næsten alle vores vandreserver, og så kørte vi dem tilbage til deres bil. Franz fik senere på dagen sin eland.  Og så på 3. dagen gik vi efter en oryx. Vi så en om formiddagen, men den smuttede, fordi jeg ikke løb tæt nok bag min PH ude i bush’en – det fik jeg forklaret med store bogstaver bagefter. Så lidt middagshvile – jeg faldt for en gangs skyld i søvn, og det bevirkede, at jeg var totalt groggy, da vi skulle af sted om eftermiddagen. Husets ældste søn Willem tog med Jaco og mig ud – sikke’n service, han er nemlig også PH – og vi kørte ikke ret langt, før Jaco råbte: ”Ud af bilen”. Så var det ind i bush’en, skydestokken frem, sigte, og så lagde den sig bare ned, den smukke oryx-tyr, kun 17 minutter efter, at vi var startet hjemmefra. Eftersom oryx’en er det mest skudstærke dyr der i området, blev jeg beordret til at give den et skud mere, selv om den lå helt stille. Men han var min! Så havde jeg tidligt fri igen. 


Det viste sig senere ved opmålingen, at kudu’en var til en bronzemedalje, det var en stor gammel tyr, hvis horn var lidt slidt i spidserne pga. af kampene med de yngre tyre, og oryx’en var to cm over en guldmedalje! 

Vi smagte kødet fra alt det vildt, vi skød, dvs. min kudu, min oryx, springbok, millionbøf af en abe, en havde skudt, (det smagte herligt), vores PH’er grillede til os udendørs hver aften, og vi fik også lam og ”alm.” steak og gedekød. Til frokost var det Jafet, the Chef, der stod for lækkerierne.  

Pludselig tog alting en vending. Vores PH’er havde set friske spor efter cheeta (gepard), og i Namibia betragtes den som skadedyr, fordi den tager deres vildt, som de jo helst skulle leve af at sælge til trofæ-jægere som os. De har sat fælder ud for dem mange steder. Jeg var med på cheeta-jagt en formiddag – den foregår med min. 10 hunde, de forsøger at jage cheeta’en op i et træ og så skyde den, før den springer ned igen og går løs på hundene – men eftersom jeg aldrig ville turde skyde på en cheeta, hvis der måske er en hund i hælene på den, så holdt jeg fri de næste 1½ dag, mens de var ude med hundene. En østriger, Franz, skød forbi til en cheeta, og som straf skulle han så om aftenen drikke en hel flaske whisky – han klarede ”kun”en halv flaske og var endda frisk næste morgen.  

Og kan I forestille jer noget skønnere end at sidde i 28 graders varme og blive serviceret med lækker grillmad og god afrikansk rødvin og bloody mary eller hvad man nu vil have sådan en aften efter en dag i bush’en? Jeg kan i hvert fald næsten ikke.  

Og der syd for ækvator vender månen forkert, og jeg kunne ikke se sydkorset på den tid af aftenen (vi måtte ikke sidde oppe hele natten, for det er ikke smart, når man skal ud med riflen næste dag),og solen går den forkerte vej rundt og står i nord midt på dagen, og sådan er der så meget – og så kører man rundt i sandsporene i bush’en med 80 km i timen – og så sidder man i en hochsitz, som er noget højere end de hjemlige og noget vakkelvorne, men så har man til gengæld udsigt til et vandhul, hvor dyrene kommer og drikker om aftenen, og man kan høre alle dagens lyde tage af og nattens lyde begynde, både natfugle og gekkoer. Men i nogle minutter er der helt stille. 


Med mine oplevelser og mine fotos og min begejstring for det hele fik jeg John overbevist om, at han også måtte opleve Namibia og skyde storvildt – han har tidligere skudt muflon i Polen – så vi har lige bestilt en tur til september 2009, og det bliver Osonjiva igen, for det er ret luksuriøst, og de har fan..... gode folk dernede! Det er en oplevelse for livet. Og så skal jeg skyde black wildebeest, vortesvin og red hartebeest, og John skal skyde eland, springbok og stenbok – hvis vi ikke bytter i porten!! 

... og så gør det jo heller ikke oplevelsen mindre hyggelig, at man får champagne kl. et kvarter efter midnat på flyturen hjem fra Windhoek til Frankfurt, fordi den tyske frue, jeg havde snakket med i flere timer under flyturen, havde fødselsdag, og det syntes hendes mand skulle fejres, incl. mig! Hun og hendes mand har oplevet både Sydafrika og Namibia som turister, ikke jægere, og de siger samstemmende, at Namibia – det er Afrika!

 

Britta Beyer Welling / Februar 2008